København 1/2


Så er den første dag i København ved at være slut , og det har nu været en ret god dag. Eller som Rasmus udtalte da vi spiste aftensmad: “Det er bare den bedste dag i mit liv!!” Der havde han så lige fået at vide at vi skulle ud og købe lidt chips, som vi kunne hygge med på hotellet.. 🙂 Men det har været en travl dag, der startede tidlig i morges.

05.45: Vækkeuret ringede, og man stod op. Gaaaab. Men jeg skal ikke brokke mig. Annette var oppe kl 05.00. Nå, men familien fik mad og blev klar, og vi kørte ud i lufthavnen kl. 7. Vi skulle først flyve kvart i 8, men ingen grund til at være i sidste øjeblik.

07.40: Vi sidder i flyveren og er klar. Rasmus er meget klar!! Meget meget meget klar!!! Han kan faktisk ikke blive mere klar! 🙂 Han fortæller glad og gerne alle om at det er første gang han skal ud og flyve. Personalet om bord er vildt søde, og giver ham til med en lille pose med lego, til at fordrive flyveturen med. Nu er det så sådan at flyveturen ikke vare meget mere end 30 minutter, og i den tid skulle man også lige nå at spise en chokolade bolle og drikke noget juice. Så lego nåede man ikke lige at lege med.
Men turen til Kastrup går fint og vi lander til tiden. Vi skulle vente 15 min på bagagen, hvilket var lidt træls. 🙂

image

Efter bagage er samlet op, tager vi metroen til vores hotel, hvor bagagen afleveres i et bagage rum. Så er vi klar til at indtage København.

Ca kl 10.15: Turen går til Nørrebro, hvor turen starter. Først i Faraos, og kigge på tegneserie figurer, og jeg skulle have en udvidelse til mit Munchkin spil.
Derefter skulle Annette i en smykke butik, med håndlavede smykker. De var godt nok flotte, men også MEGET dyre.
Så gik vi forbi LEGO butikken, og Disney butikken. Ingen af delene interesserede Rasmus sig synderligt for. Han glædede sig bare til tegneserie messe!

Omkring 12.30 fik vi middagsmad på en burger var, hvorefter turen gik til Hamleys, der er en engelsk legetøjs kæde. Vi havde hørt at der var åbnet en i København, så den skulle da ligge ses.

image

Man kunne også lege lidt.. 🙂

Kl 13.30: Endelig kom man til tegneserie messe. Der fandt vi ret hurtigt tegneren af Nomerne. Så det skulle man da lige have en bog og den skulle da selvfølgelig signeres. Fint skal det jo være.

image

Vi fik også en signeret bog hos tegneren af På Dybt Vand, hvorefter knægten mente der var tid til en pause. Så mens moderen fortsatte rundt efter tegneserie, gik far og søn til børneområdet, hvor knægten kunne udfolde sine evner indenfor tegne kundskabens ædle kunst. Det var også tiltrængt.

image

Ca. 1630 var vi færdige, og vi tog tilbage på hotellet, for at få vores værelse og pakke ud. Det var vidst også på tide, for vi var alle trætte, og der skulle ikke så meget til før vi blev sure på hinanden…

Vi spiste på en restaurant, der ligger lige ved siden af hotellet. Maden var rigtig god, om end lidt dyr. Men alternativer havde været en pizza fra den lokale pizza snask rundt om hjørnet, og det var nu ikke ret tiltalende…

Efter maden, der for undertegnede bestod af oksemørbrad med sovs, kartofler og grillede grøntsager (fruen valgte en burritos og sønnike en fiskefilet med fritter), gik turen til Netto efter en pose chips og andre småting til hygge på hotellet.. OG DER BLEV HYGGET! 🙂

image

Nå, nu er klokken 21.45, og jeg skal også i seng. Junior står jo nok op kl 6, så der må man jo hellere være klar til at blive vækket af Ramasjang….

Sov godt. Jeg håber at være tilbage i morgen med anden halvdel af vores tur. Der skal vi i Den Blå Planet, og så flyve hjem igen. 🙂

Surf safe.

, ,

2 svar til “København 1/2”

  1. Lyder som i hygger jer. Glæder mig til at læse anden del.

    God fornøjelse.

  2. Det har vi i hvert fald også. Men når man nu er kommet hjem, kan man godt mærke at man er lidt træt.. 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *